Pianist søges til stort rytmisk kor i Greve

Juni 2022

OBS: Stillingen er besat

Er du en dygtig pianist? Elsker du kormusik, og synes det kunne være spændende at give klaverlyd til 60 gode (og til tider lidt gakkede) korsangere? Så læs endelig videre!

Coret er et stort amatørkor, som består af rutinerede sangere fordelt på sopran, alt, tenor og bas. Vi griner meget, og det sociale fællesskab er vigtigt for os. Men vi har også musikalske ambitioner. Derfor søger vi nu en fast pianist, som gennem et stabilt samarbejde kan være med til at skabe nye muligheder for, at vi kan udvikle vores kor og fordybe os i de sange, vi opøver.

Som vores pianist skal du i et samarbejde med vores dirigent, Miriam Stonor, skabe en professionel musisk ramme om vores kor og bruge tangenterne til at støtte os under prøverne og til koncerterne. Miriam er uddannet fra Musikvidenskab på Københavns Universitet og har med stort engagement dirigeret Coret siden dets opstart i 2011. Du vil derfor have en god sparringspartner at læne dig op ad. 

Måske er du i gang med en musisk uddannelse, f.eks. MGK, musikkonservatoriet eller musikvidenskab? Eller måske har du på anden vis den musiske ballast, vi søger?

Det forventer vi:

  • Du skal være en dygtig og lærenem pianist og kunne spille efter korarrangementer
  • Du skal være velbevandret inden for mange forskellige musikgenrer eller have evnen til at sætte dig ind i materialet på kort tid – især rytmisk, men også gerne klassisk, da vi som regel har et par klassiske værker på repertoiret blandt de rytmiske
  • Du skal have forståelse for, hvad det vil sige at akkompagnere et kor og at samarbejde med en dirigent
  • Du er villig til at øve dig derhjemme, så du kan møde tilstrækkeligt velforberedt op til prøverne
  • Du skal på egen hånd kunne øve melodi med en stemmegruppe, når vi engang imellem deler os op i mindre grupper 
  • Du skal prioritere jobbet og være mødestabil på de dage, vi aftaler
  • Du skal have lyst til at være en del af vores fællesskab (vi er meget søde, og Coret vandt desuden prisen som årets fritidsforening i Greve Kommune i 2020!)

Jobbet indbefatter:

  • At du ca. én gang om måneden deltager på en af vores øveaftener, som ligger onsdage kl. 19.30-21.30 på Greve Gymnasium i perioden august til juni (de enkelte dage aftales i dialog med dig i den udstrækning, det er muligt).
  • At du deltager et par timer på vores øvelørdage, som vi afholder to gange årligt (dagene fastlægges i samarbejde med vores dirigent – og også gerne i dialog med dig)
  • At du deltager til 3-5 koncerter om året (tidspunkter meldes ud i god tid).

Aflønning sker som timeberegnet honorar. Der udarbejdes som udgangspunkt en 1-årig aftale mellem dig og Corets bestyrelse, hvor der vil være en 3 måneders prøveperiode indlagt, hvor vi kan lære hinanden at kende. 

Aftalen ses gerne indgået pr. 1. august 2022. Der afholdes løbende samtaler med interesserede kandidater frem til denne dato.

Er du interesseret, eller har du spørgsmål? Kontakt Corets formand, Jacob Lundsvig, på mail@coret.dk, tlf. 31149301. Eventuelle spørgsmål til vores dirigent, Miriam Stonor, bør ligeledes stilles via mail@coret.dk.

Du kan læse mere om os på www.coret.dk

Vi ser frem til at høre fra dig!