Det er altid en festlig dag, når Coret starter på en ny sæson, men i år var der alligevel skruet en tand op for festlighederne til årets første øveaften. Coret kan nemlig i år fejre sit 10-års jubilæum.
I en udfordrende tid med lange nedlukninger og besværlige restriktioner, har der alligevel været lyspunkter i mørket for Coret. Sidste år kunne vi fejre prisen som Årets Fritidsforening i Greve Kommune, og I år har vi 10-års jubilæum.
Festlighederne har dog uundgåeligt været mærket af coronapandemien. Vi havde håbet på at kunne holde en brag af en koncert før sommerferien som markering af vores 10-års jubilæum, men grundet nedlukninger og lange sangpauser, hvor vi ikke har kunnet øve, har vi måttet opgive koncerten. Det er vi selvfølgelig meget ærgerlige over, da vi har set frem til og har snakket om rammerne for koncerten længe.
Lidt fest har der dog været inden for Corets egne rammer. Ved første øveaften i den nye sæson havde bestyrelsen sørget for bobler, flødeboller samt takketale og gaver til Corets dirigent, Miriam Stonor, som gennem alle 10 år har været med til at forme og udvikle koret.
Fællesskab skabte Coret
Coret er dannet af en gruppe gamle sangere fra Greve Gymnasiekor, efter at gymnasiekoret i foråret 2011 blev nedlagt i sin tidligere form, hvor også gamle elever kunne være med. På det tidspunkt udgjorde de gamle elever en stor del af gymnasiekorets mellemmer, og havde gennem mange år opbygget et stærkt sangfællesskab.
Med udsigten til opløsningen af gymnasiekoret – og dermed også for rammerne for fællesskabet – var der kun en ting at gøre; at danne et nyt kor. Det satte en håndfuld af sangerne sig for at gøre, og allerede i august 2011 kunne omkring 40 sangere samles og begynde et nyt koreventyr med Miriam Stoner i front som dirigent.
Gode tider for Coret
Selvom antallet af medlemmer har varieret hen over årene, og mange af de oprindelige medlemmer har måttet sige farvel, går det i disse år bedre for Coret end nogensinde før. Både før og efter corona er nye medlemmer løbende kommet til, og ved denne sæsonstart har Coret budt hele 10 nye sangere velkommen.
I dag består Coret af ca. 50 medlemmer, hvoraf de ”oprindelige” gymnasiekorssangere, for længst er kommet i undertal. Medlemmerne tæller både mænd og kvinder og spænder over alle aldersgrupper fra studerende til pensionister.
Vi er stolte over, at vi er nået hertil – og for at vores kor bliver ved med at tiltrække nye og gode korsangere. De bliver simpelthen grebet af den gode stemning, det særlige fællesskab og det alsidige sangrepertoire, som er kendetegnet ved vores kor. Så der er meget at fejre og glædes over!