Når 30.000 spejdere til sommer endnu engang indtager Hedelands bakkede landskab, skal Coret synge til de to show, som markere åbningen og afslutningen på lejren.
I 2022 sang Coret “Can You Feel The Love Tonight” til lejrens afslutningsbål sammen med musikere fra bandet Luftens Helte. Det var en stor oplevelse foran vores hidtil største publikum.
Der skulle derfor ikke meget betænkningstid til, før vi takkede ja til også at synge på Spejdernes Lejr 2026 – denne gang til både åbningslejrbålet den 19. juli og afslutningslejrbålet den 25. juli.
Forberedelser er i gang
Hvad vi skal på scenen denne gang, må vi ikke løfte sløret for, men forberedelserne er i gang i samarbejde med lejrens kapelmester.
En ting kan vi sige: Vi glæder os meget til igen at være med til at skabe et musikalsk samlingspunkt for de mange glade spejdere og mærke den fantastiske stemning.
Åbent for besøgende
Spejdernes Lejr er Nordens største spejderlejr og afholdes hver fjerde år forskellige steder i Danmark. Den er arrangeret af Foreningen Spejderne med ca. 4000 frivillige med i processen.
Lejren fylder, hvad der svarer til ca. 100 fodboldbaner og er åben for besøgende, også for dem, der ønsker at opleve åbnings- og afslutningsbålet ved den store scene, hvor Coret skal synge.
Det er gratis at besøge lejren, men det koster noget at parkere.
På hjemmesiden kan man finde et kort og praktisk information.