Efter en veloverstået sommerkoncert, går Coret nu på sommerferie. Men vi ser frem til august, hvor vi mødes igen til mere sang, nye medlemmer og The Boyband Tour!
Det har været en spændende sæson 22/23 for Coret. Vi startede ud med at synge for op mod 40.000 spejdere på Spejdernes Lejr i juli. Derefter har efteråret og vinteren stået på julekoncert og hele fem shows i The Boyband Tour, hvor vi har medvirket som et overraskende indslag i nummeret ‘Larger Than Life’ (se video).
I onsdags sluttede vi så sæsonen af med en skøn koncert i den hede sommervarme. Mange mennesker kom forbi, og stemningen var fantastisk. En perfekt afrunding.
Flere oplevelser venter
Det har uden tvivl været et af de sjoveste år i Corets historie. Men de ekstraordinære oplevelser slutter ikke her. Allerede til august står vi nemlig igen på scenen i K.B. Hallen, da Silas Holst har spurgt, om vi vil medvirke i endnu et show. Det vil vi selvfølgelig gerne!
Inden da skal vi dog forhåbentlig også byde velkommen til en håndfuld nye medlemmer. Flere fra ventelisten er nemlig indkaldt til optagelsesprøve, både herrer og damer.
Vi ser frem til sommerferie – men så sandelig også til august!
Få rabat på billetter til The Boyband Tour. Få 10% rabat via dette link.